Kunst i det offentlige rum

Kunsten i det offentlige rum

Danmarksbilledet


I Danmark har vi i de seneste cirka 10 år oplevet et skred i bevidsthed hos mange mennesker om det rum de lever i. Det bevidsthedsskred er primært knyttet til byerne.
Man kunne kalde det en ny bybevidsthed, der er opstået. I de foregående mange år – nærmest siden den såkaldte danske guldalder i 1830’ og -40’erne – har landbrugslandet stået som det sted, hvor den danske bevidsthed klarest folder sig ud. Billedkunstnerne var i sin tid med til at cementere et billedet af det danske samfunds basis i landbrugslandet, som har holdt stort set til i dag. Måske kan man sige, at kunsten hele tiden har beskæftiget sig med det producerende landskab. I hvert fald blev landbrugseksplosionen i 1830’erne fulgt af utallige kunstværker med livet på landet som motiv. Kunsten har altid været med, hvor dynamikken er størst. I 1830’erne var det Danmark som landbrugsland. I 1930’erne var det danmark som industrination. Og man kan forestille sig at den massive fraflytning fra landet til byen, som vi oplever i disse år, er starten på det næste ryk mod et nyt danmarksbillede.

Byen og kunsten


Over hele kloden ser vi den samme tendens. Mennesker flytter fra landet ind til byen. Grundene kan være mange, men i Danmark er en af grundene utvivlsomt, at landbruget efterhånden er så industrialiseret, at der ikke er arbejdsmuligheder for ret mange. Mobiliteten er også blevet så stor, at landdistrikterne har svært ved at etablere og finjustere en egen kultur. Både fordi for få mennesker har deres daglige liv på landet, og fordi byen – det vil sige: det moderne liv – for de fleste ligger højst en halv time væk med bilen. Ingen på landet vil nøjes med én TV-kanal, eller at leve uden café, bibliotek og med idrætsforeningen som eneste aktivitets- og underholdningstilbud.
Derfor trækker byen voldsomt i disse år. For i byen kan de fælles ting skabes, som landet før havde befolkning nok til at etablere. Fællesskaber kan opstå, både flygtige som når man tilfældigvis sidder sammen i biografen, og mere varige når man bevidst indgår i samarbejder og interessegrupper. Eller bare den almindelige halvanonyme tilstedeværelse i byens mylder.
Med denne tiltrækning til byerne rejser der sig et krav om ordentlige rammer omkring den individuelle og fælles ageren.
Sammen med infrastruktur som veje, kloakering, skoler, offentlig transport, sportshaller osv. har billedkunsten en tydelig funktion i den forbedring og styrkelse af det offentlige rum der foregår mange steder.

Den danske model


I Danmark er har der siden 1960’erne været en aktiv og målrettet indsats for kunst i det offentlige rum. Vi har, sammenlignet med de fleste andre lande, oparbejdet en fælles forståelse for at kunsten er et anliggende for de fleste og ikke bare underholdning for et betalingsdygtigt publikum. Det har afstedkommet utallige værker af høj kvalitet i det offentlige rum. Og det har betydet en langvarig og løbende diskussion om kunst og samfund.

De opstillede kunstværker er bestandig til debat. De bliver skydeskiver for allehånde holdninger, enten det er mistillid til lokale politikere i et tilfælde, eller irritation over udtryk, man ikke umiddelbart forstår i et andet tilfælde, tilfredshed over at bo i en dynamisk by, eller endog glæde og begejstring for det nye rum, og det værk, der er en del af det. Det er en kvalitet, for der er ikke mange andre steder i samfundet, hvor nødvendighed og begrundelser diskuteres lige så intenst. (Måske var det ikke så dårligt, hvis spørgsmålet til tings nødvendighed også ind imellem stilledes til andre end kunstnere og kunstværker?)

Kunstværket i rummet


Den gamle forestilling om kunsten som pynt og forherligelse af den betalende (herskende) klasse holder ikke længere. Den opfattelse er, som så mange andre, en rest af ideen om kunsten som borgerskabets pladshund. Bidende, men altid underholdende. Og den stammer fra en tid, hvor den herskende borgerklasse besad privilegiet til at indrette sine og andres omgivelser efter deres eget hovede. En tur gennem storbyernes brokvarterer giver et klart historisk vidnesbyrd om den periode.

Byen er i stedet blevet et forhandlingsrum. Et rum som tilbyder ret bløde rammer for den enkeltes adfærd. Så længe kunsten befinder sig i det offentlige rum, er også den underlagt dette forhandlingsrum. Det er stort set ikke længere muligt at opstille værker, ændre byrum eller nedlægge parkeringspladser uden forudgående høringer af borgere, fokusgrupper og lignende. Det er en velkommen udvikling, for på mange måder har kunsten længe arbejdet med mere åbne og relationære former. Det vil sige former, som er påvirkede af sine omgivelser og betingelser, og som selv forsøger at udføre et modtryk til denne påvirkning.

Kunstværkerne kan indgå i det offentlige rum på lige så mange forskellige måder som den øvrige byplanlægning. Og den har en stemme, og noget at bidrage med på alle de forskellige skalatrin fra byplanlægningens store skala til den minutiøse placering af gadeinventar.

Fællesnævneren for arbejdet som billedkunstner i det offentlige rum, er at man bestandig skal være opmærksom på de sammenhænge, man indgår i. Sammenhængene er mange. De tæller både de konkrete plads- og gaderum, de sociale sammenhænge såvel som brandvedtægter, handicapadgang og politiske hensigter. Udfordringen for billedkunstneren er i hvert tilfælde at få hans/hendes kunstværk så intakt og kunstnerisk slagkraftigt igennem labyrinten af regler og hensigter. Det sker ofte, at værkets udtryk eller placering støder an mod praktiske og indholdsmæssige modstande, selvom det måske er skabt under hensyntagen til- og næret af stedets særlige regler og hensigter.
I et forhandlingsrum er det vigtigt at gøre modstanden til en aktiv medspiller i frembringelsen af kunstværket. Det springende punkt er der, hvor modstandene kommer til at gribe for langt ind i værkets intentioner.
Her ligger en ret stor hund begravet. For kunst er ikke nødvendigvis underholdning. Kunsten har sine egne regler og værdisæt og interne diskussioner, som værket må forholde sig til for at nå det højest mulige niveau. Det er en faglighed, som må respekteres, og den går ikke altid op med de omkringliggende hensyn og hensigter.
Der tales meget om bygningsintegreret kunst. Det vil sige en kunst, som er så indarbejdet i især arkitekturens sprog og funktion, at det særligt billedkunstneriske går tabt. Derved tabes det særlige forhold til rummet og kroppen, som arkitektur og ingeniørkunst ikke har øje for, endsige redskaber til at håndtere.

De kunstneriske strategier


Der er en lang række strategier i arbejdet med det offentlige rum. Fra de mest flygtige, mere event-agtige tiltag, til det statuarisk permanente værk, som kun tiden, krig eller nye vejføringer kan flytte. Min personlige interesse er primært i de former, der har en mere langvarig effekt på det rum, de griber ind i. Permanensen giver den mest direkte modstand fra omgivelserne, og udfordrer dermed de kunstneriske regler og diskussioner. (Det er nemmere at dispensere fra regler og forordninger, hvis et kunstværk har en kort levetid, og bliver fjernet igen “efter brug”) Og det permanent opstillede kunstværk kan gribe langt mere direkte ind i det liv, som leves omkring det.
I en tid, hvor vi har lært os at forandringsvillighed og konstante ændringer af de fleste livsbetingelser er af det gode, kan kunstværket, som er tilstede over lang tid, være den sten i skoen der gør opmærksom på, at man går. Eller sagt på en anden måde: Det permanente kunstværk kan være det arkimediske punkt, som må til, hvis man vil rokke verden.
Når man samfundsmæssigt skal markere noget for alvor er det ikke nok, at Britney Spears stiller op en enkelt aften. I det tilfælde er det vigtigt, at en markering bliver mere permanent.
For kunsten er ikke kun øjenlyst, underholdning eller avantgarde. Den rummer en hukommelse, et fælles tankegods og en modstand.

Det sker heldigvis i disse år, at flere byer i Danmark tager hånd om denne udvikling. Få byer er gået så målrettet til værks som Vejle, når det gælder etableringen af stærke, oplevelsesrige og funktionsduelige byrum. Og det er blandt andet erfaringer fra samarbejdet i Vejle mellem kunst og by, som er baggrund for de følgende eksempler.

Samarbejdsmodeller


Der er forskelle i den måde billedkunsten arbejder med byrummet på, afhængig af om det er en bydel, en gade en plads eller andet, der skal behandles. Der er også forskelle på samarbejdsmulighederne i det offentlige rum.
Man kan kort skitsere et par modeller for samarbejdet. De har hver især fordele og ulemper afhængig af situationen og af samarbejdspartnerne. Man kan altså ikke umiddelbart sige, at en model er at foretrække fremfor en anden.

I den første model for kunstens placering i det fælles rum, er kunstværket ikke berørt af de sammenhænge den skal indgå i. Kunstneren udfører sit arbejde i forhold til sine egne ideer og hensigter, og tager ikke hensyn til sammenhængen. Værket kan for den sags skyld stå hvorsomhelst, enten i det offentlige rum eller i museumsrummet. Det afgørende her er placeringen. Den håndteres som oftest med en sokkel og kunstnerens forestilling om den optimale placering af hans/hendes værk.

Den anden model er et samarbejde mellem kunstneren og de myndigheder, som indretter eller ændrer et byrum. Her træder kunstneren ind noget tidligere i processen. Hans/hendes værk er mere åbent for samspil med det omgivende rum, og det er muligt, at kunstneren kan påvirke de fysiske rammer, værket stilles op i, og endog ændre på sit eget arbejde, så værk og sted flyder tættere sammen. I dette tilfælde vil der være betydningsmæssige og stedslige indhold at arbejde med for kunstneren, og værket bliver i ordets egentlige forstand stedsspecifikt – bestemt til opstilling på dette sted. Dette er nok den mest almindelige model for samarbejde.
Den tredie model er et tæt samarbejde fra den første start mellem alle de fag, der skal udføre det aktuelle sted. Det kan være ingeniører, vejteknikere, belysningsfolk, en kommunes tekniske afdeling og arkitekter som sammen med kunstneren skal samtænke og samarbejde et byrum. Det er den mest komplicerede model for billedkunsten, blandt andet fordi arbejdsformen for billedkunstneren og de øvrige fag er meget forskellig. Det er ikke ualmindeligt, at et projekts fysiske fremtoning ændrer sig radikalt flere gange i denne proces, hvilket betyder, at kunstværkets sammenhæng med omgivelserne bliver holdt flydende meget længere i processen. Imidlertid er der en meget stor gevinst i denne arbejdsform, nemlig den meget tætte sammenhæng mellem forvaltning/lovgivning, det tekniske niveau i dets afskygninger og det kunstneriske, som kan opstå, med et byrum som “Gesamkunstwerk” til følge.

Akupunkturbyen


Placering af ”akupukturpunkter” flere steder i byrummet, kan uden videre understøttes af en strategi for kunstens medvirken. Kunstværkerne kan skabe sammenhæng, ikke ved hjælp af funktioner, men ved hjælp af æstetiske sammenhænge. I akupunkturen taler man om meridianer, som er de baner igennem kroppen, som stimuleres af akupunktørens nåle. Kunststrategien kunne være en af de meridianer, som forbinder energien fra et akupunkt til et andet. For byrum opstår af bevægelser mellem punkter, langs gader, over pladser osv.
De australske aboriginees bruger ”songlines” når de skal finde vej gennem ørkenen. Det kunne også være et udtryk for en kunstnerisk strategi, som skaber betingelser for sammenhængende forløb. (Byrum og byliv skabes ved at mange mennesker krydser hinanden i det offentlige rum.)

Kunsten kan styrke de ”transportkorridorer” eller trækruter, der opstår mellem akupunkterne. Udover at skabe sammenhænge i lange forløb, kan billedkunsten skabe sine egne akupunkter på ruterne mellem de bymæssige rum, og forstærke de punkter som allerede eksisterer. Kunsten skal forholde sig til de konkrete byrums skalaer, både ved at forstærke dem og ved at spille op imod dem.

Det er ikke formålstjenligt at lægge en for rigid struktur på de kunstneriske tiltag. kunsten flytter sig hele tiden, men det alligevel er nødvendigt at have nogle klare retningslinier.
Udover mere stationære værker, som er strengt nødvendige, fordi de kan skrive med på et steds historie, og efterlade de spor, som identifikation med et sted opstår af, kan man iværksætte andre modeller for kunstneriske indgreb og tilføjelser.

Det kan være projekter af meget kort varighed, som fx. kunstbi- eller triennaler, hvor byen lægger ryg til tidsbegrænsede kunstneriske indgreb.
Det kan være nye modeller for indkøb af værker, som fx. at kommunen har udførte kunstværker ”på prøve” i en nærmere defineret periode. Det kan være at bestille kunstværker i parallelopdrag.

Fælles for alt dette er at den kunstfaglige ekspertise må stå meget højt, så man undgår både en æstetisk og en aktivitetsmæssig rodebutik.
Det er vigtigt at holde fast i, at et byrum består af en række forskellige beskrivelsesformer og en lang række muligheder for at etablere rumligheder.
Man kan i hvert fald se på byrummet med tre forskellige og overlappende syn, som tilsammen i deres indbyrdes modulering kan give et mangefacetteret byrum.

Landskabsarkitekturens tilgang til rummet turde være indlysende. Hvis man ikke udelukkende tænker i byrum, men anvender en landskabelig tilgang, vil kravet om funktioner straks få en anden betydning. Der er fx. ikke mange der spørger til en skovs funktion. Man forventer at skoven står der - Og er smuk i sig selv - også selvom den ikke udnyttes aktivt. Der er allerede en herlighedsværdi inden rummet tages i brug. Landskabs- tilgangen taler også om en meget stor grad af tilgængelighed. Vi er jo vant til at kunne bevæge os relativt frit I naturens rum. Den erkendelse findes allerede i København. Se blot på de mange barer og cafeer, som om sommeren lokker med egen strand skabt af to lastvognfulde sand fra Kalk- & Mørtelværkerne.

Arkitekturen håndterer forholdet mellem det landskabelige rum og byrummet. Arkitekturens karakter af bosætning og kropscontainer, og dens sædvanlige tilgang til et byggefelt, nemlig at bygningen er central, de øvrige rumligheder er afledt heraf, må i en ny anvendelse af byrummet træde til side i forhold til en meget mere fintmasket og fintfølende udveksling mellem bygning, landskab og billedkunst. Vi lever i et deltager-univers, hvor samspillet er den vigtigste faktor. Både når det gælder skabelsen af rum, og ikke mindst i vores adfærd med hinanden i det almindelige liv.

Billedkunstens rolle i denne sammenhæng må defineres klart fra starten som en selvstændig kategori, hvis arbejdsfelt og arbejdsmåde skal bidrage til skabelsen af nye, interessante og brugbare byrum. Billedkunsten - eller i dette tilfælde skulpturen (i alle dens afskygninger) håndterer den mindste, mest kropsrelaterede skala. Og den tilfører det konkrete rum en mulighed for imagination. Det vil sige formskabelse, som ikke er funktionelt baseret, men som i kraft af værkets intensitet sætter omgivelserne i spil, og som er i stand til at skabe et sted – en lokalitet.

Der tales meget om den bygningsintegrerede kunst. Det har mere og mere i de senere år fået karakter af “usynlig” kunst. Kunst som er så indarbejdet i især arkitekturens sprog og funktion, at det specifikt billedkunstneriske går tabt. Derved tabes det særlige forhold til rummet og kroppen, som de øvrige rum-arbejdsformer ikke har øje for- eller redskaber til.

Kunstens egne indgrebstyper
For kunstens eget vedkommende kan man også tale om tre forskellige måder at gribe ind på.
Det er min erfaring blandt andet fra det langvarige samarbejde med Vejle kommune om opgaver i byrummet i stort set alle skalaer fra byplanlægning over regulære skulpturelle indgreb til gadeinventar, at det vigtigste i hvert enkelt tilfælde er klarhed i opgaven, uanset hvilken kunstnerisk model og samarbejdsform man vælger.

Den billedkunstneriske organisering og oplevelse af byrummet kan ske på tre skalatrin. Hvert skalatrin kalder på sin egen skulpturelle indgriben. Den peger også i hvert tilfælde på overlapningerne med arkitektur og landskabsarkitektur.
Punkt
Det klassiske, enkeltstående kunstværk placeret i forstandig sammenhæng med sine omgivelser, som fastholder et centralt punkt og et klart hierarki mellem kunst og omgivelser (ikke-kunst).

Linie
Det ikke hierarkiske kunstværk, som breder sig i rummet i en række sideordnede greb, men som stadig fastholder en klar skillelinie mellem kunst og ikke-kunst.
Kunstværket som består af flere uafhængige dele, distribueret over et overskueligt område, og som fordrer beskuerens bevægelse I oplevelsen af værket.

Flade
Kunstværket som bruger og opfatter byrummet som ét stort relief, og som har en mere glidende opfattelse af grænsen mellem kunst og ikke-kunst.
Kunstværket, som arbejder med terrænet, belægningerne og den menneskelige adfærd, og hvor den enkelte borger “aktiverer” kunstværket ved at bruge det.

Credo

Billedkunsten kan medvirke til et suverænt og oplevelsesfyldt byrum i alle tre skalaer – og i overgangene imellem dem.
Hver enkelt af de tre skalaer rummer sine egne regler og muligheder.
De tilføjer hver især nye sider til organiseringen af oplevelsen og af rummet.
Det skulpturelle bidrag sikrer og formidler overgangene mellem de forskellige skalaer.
Skulptur tilfører hver skala en forankring til kroppen som er nødvendig for at den enkelte borger oplever byrummet som nært og vedkommende.
Skulptur og skulpturel bearbejdning er en vigtig del af et byrums “oplevelses-organisering”.

Det er vigtigt at understrege, at samarbejder om byrummet ikke må have præg af kompromisser, eller opløsning af faggrænser, hvis arbejdet skal lykkes. Det er ikke det muliges kunst baseret på kompromiser, men det ønskeliges kunst baseret på dynamiske forskelle, der må være målet.

At gå ind i et samarbejde kræver mod, en vis fleksibilitet, og ind imellem også en stejl insisteren, hvis et projekt skal gennemføres til det nødvendige høje niveau.

Det aller vigtigste for en vellykket proces ligger i ordet PROFESSIONALISME. Det er vigtigt, at der er et stort mål af professionel viden omkring kunst og byrum, hver gang en strategi skal iværksættes, eller et enkeltstående værk skal opsættes.

Til at varetage at alle interesser bliver tilgodeset, er det væsentligt at etablere et forum med deltagelse af projektets interessenter.
Det er vigtigt, at et udvalg som skal udvikle og iværksætte en kunst-strategi for området, bliver sammensat både af kunstfaglig ekspertise og af embedsfolk politikere og private interessenter.
Det kunstfaglige er vigtigt for at sikre at kommunen får værker opstillet (både permanent og tidsbegrænset) som har et højt kunstnerisk niveau.
Det embedsmæssige er vigtigt for at sikre værker og projekter opsat eller igangsat i forhold til kommunens almindelige bestemmelser og især i forhold til kommunens planer om nyskabelser, ændringer og tilføjelser til byrummet.
Det politiske niveau er vigtigt for at sikre den bevillingsmæssige baggrund og for forankringen i byens ”Indhold”.
Og endelig er det private vigtigt fordi ikke alt skal være kommunalt, og for at tydeliggøre, at såvel det offentlige som det private må være sammen om ansvaret for en ordentlig udbygning af byområdet.

2011