BANGKOK BYRUM

Bangkok byrum 1

I arbejdet med de urbane rum herhjemme er der en udbredt enighed om hvilke oplevelsesmæssige og kommercielle komponenter, der skal til for at tilføre et byrum kvalitet og oplevelsesrigdom. Holdningerne til det urbane rums indretning afslører vores særlige sammenblanding af kapitalisme med et menneskeligt ansigt, og en stabil kvalitetskanon. Men man skal ikke langt ud over Europas grænser før de dogmer ikke gælder.

En enkelt gåtur ad Bangkoks Sukhumvit Road, som er det mest dynamiske og kommercielle sted i Thailand (måske endda i Sydøstasien) viser med stor tydelighed, at de kvaliteter, som vi vesteuropæere anser for særdeles vigtige, så som eftertanke, langsomhed, historie, og i sidste instans demokrati, ikke gælder overhovedet som parametre i planlægningen af byrummenes æstetik og deres infrastruktur.

Her er det den direkte konsum og den højeste forbrugshastighed, der er afgørende for det urbane rums udformning. Kampen om at tilbyde den største forbrugsoplevelse på sin egen matrikel i konkurrence med de andre grundejere sætter horisonten for hvad man kan gøre i det offentlige rum. Kunst kan være meget godt i byrummet, men udelukkende hvis den kan fremme en forbrugsoplevelse.
Bænken i solen er selvklart ude af billedet i et land med 35 graders varme som gennemsnit, og med en social struktur som kræver af den enkelte, at han/hun arbejder så længe de kan stå på benene.


Og alligevel giver byen en stor og intens rumlig oplevelse. Hvor ser man ellers veje og tog krydse byens rum stablet ovenpå hinanden i flere etagers højde. Og hvor ellers finder man enorme shoppingmalls i så store mængder, knyttet sammen med gangbroer, underpassager og tunneler, at man kan leve et parallelt byliv på indkøbscentrenes indendørs gader og pladser, uden på noget tidspunkt at ramme en offentlig vej eller plads, og uden at skulle forlade konsum-rummet.


Bangkok byrum 2

Rekreativt byliv findes ikke i Bangkok. I hvert fald hvis man forstår rekreativitet som en ikke-formålsrettet adfærd eller en rolig, distræt nyden af de omgivelser, som på forhånd er indrettet med æstetiske virkemidler der lægger op til roen og rekreationen.
Og dog er der utallige situationer, hvor gadens indvånere hengiver sig til rekreative aktiviteter. Overalt ser man sovende, spisende, hvilende, børnepassende, snakkende mennesker midt i det hysteriske kommercielle og trafikale inferno. Deres rekreative aktiviktet er bare ikke knyttet sammen med æstetik. De rum de indtager til deres rekreative formål, er ikke forberedt til det af arkitekter, designere og kunstnere, men er tvært imod tiloversblevne rum i byens tummel. Og meget ofte er det rum, hvor vi som europæere aldrig ville drømme om at slå os ned. Som for eksempel situationen hvor folk finder deres hvile og eftertanke på midterrabatten af den 6 sporede vej, under broen (fordi man kan sidde tørt under de jævnlige regnskyl), eller i vejsiden mens man forsøger at sælge tre Durianfrugter man har med hjemmefra.


Dermed ikke være sagt, at æstetikken ikke er nødvendig, for det er den sandelig mere end nogensinde. Men måske kunne man tænke sig den spændt hårdere for vognen. Er det virkelig sådan, at det æstetisk smukke og gennemarbejdede byrum er forbeholdt fritidslivet? Kan man forestille sig at byplanlæggere, arkitekter og kunstnere kom ud af elfenbenstårnet og gik i direkte kontrakt med den kunstfremmede ikke-rekreative del af livet, så også de rum kunne tilføres en kvalitet?


Bangkok byrum 3

Selvom Bangkok rummer 15 millioner mennesker og en mellemlang historie, er byen udtømt oplevelsemæssigt på to - tre dage, hvis man da ikke har en særlig forkærlighed for forbrugsgoder. Man finder ikke så mange lag af historie i byens rum. Måske er det fordi de historiske byrum og -bygninger i Thailand var bygget af træ før i tiden, og derfor er forsvundet, at det historiske spiller så tilbagetrukket en rolle. (En europapalle er spist af termitter på tre måneder, så kun sømmene er tilbage.) Er det fordi der ikke er opmærksomhed på kvaliteterne i de gamle byrum – de er måske for langt fra den modernitet, det er så vigtigt at overtage fra den vestlige verden. Eller er det fordi billedkunsten og litteraturen i denne del af verden ikke har sænket sit slør af pittoresk forfald henover de barske realiteter i kampen for tilværelsen?
De mange lag i oplevelsen mangler i hvert fald.

Hvis vi vender blikket mod Europa, er det sikkert, at fex. kunstnerne i forrige århundrede på vores kontinent formåede at give kampen for tilværelsen et forsonende etnisk/pittoresk præg, da de til overmål for eksempel afbillede fattige italienske bønders hverdagsslid. Og det i en grad, hvor vi selv nu 150 år efter stadig tror lidt på myten om den muntre, temperamentsfulde fattigrøv. Og den konstante kulturelle bearbejdning af byens rum har givet os en dybdeoplevelse, som på mange måder ligner forne tiders oplevelse af naturen.

Så der er nok noget om, at de erindringsspor og rester fra historiske perioder og den kunstneriske bearbejdning af dem, vi som europæere hylder som betydningsgivere, rent faktisk har en betydning i moderationen- og intensiveringen af byens rum.


Bangkok byrum 4

Det er ikke fordi den asiatiske metropol er blottet for æstetiske tilbud. Der er rigeligt med æstetiske udmeldinger i byrummet. Men alle udtryk er knyttet til konsum, til enkeltvarer og til den enkelte person. Overalt i byens rum er man leveringsdygtig i ethvert europæisk designobjekt, fra Balenciaga-tasker til Eames-stole. Fra gadesælgerens kopivarer til etagen i indkøbscentret hvor man kan gå ind fra gaden og købe sig en Ferrari eller en Lamborghini.

Men der er ikke nogen forestilling om det ”hensigtsløse” æstetiske objekt. Og man oplever ingen forestilling om sammenhængen mellem æstetik og eftertanke – eller rettere æstetik og samfund. Enhver kan skabe sig sit eget æstetiske univers fra et fast sæt af mærkevarer, men det angår ikke andre. Det trafikale rum er et offentligt anliggende, men byrummenes æstetiske formgivning er overgivet til det private initiativ.

Det er næppe et eksempel til efterlevelse at indrette byer med Bangkok (og andre asiatiske storbyer) som forbillede. Men det er en øjenåbner, med hensyn til hvad der sker, hvis vi uden videre hengiver os til det design, og den æstetik, hvis primære hensigt er at få pengene op af lommen på os (Som den amerikanske billedkunstners Trueism lyder: ”I shop, therefor I am”)

Kunsten og arkitekturen er, når det lykkes netop æstetik uden forbrugsbagtanke. Et frirum for kroppen og tanken.

Blog i Arkitekten oktober 2012