Det våde Danmark

Udover vand, luft, jord og ild, har Gud skabt et femte element – mudder.
Napoleon Bonaparte

Jeg bringer nu vandfloden over jorden for at ødelægge...


Når jeg samler skyer over jorden og buen kommer til syne i skyerne, da husker jeg på min pagt med jer og alle levende væsener, alt levende; vandet skal aldrig mere blive til en vandflod, der ødelægger alt levende.

Urdybets kilder og himlens vinduer blev lukket, og regnen fra himlen holdt op. Lidt efter lidt trak vandet sig tilbage fra jorden. Efter hundrede og halvtreds dage begyndte vandet at falde.

Vandene stiger. Det er alle efterhånden klar over. Det har de muligvis gjort før. Men nu synes vi alle sammen, at vi kan se det med det blotte øje. Uroen breder sig, og hvert regnvejr eller store bølger med pålandsvind får os til straks at se for det indre blik, at fastlandet kæntrer og synker i havet.

Der er tre slags vand, der påvirker landskabet, og dermed os, der bor i det. Det er grundvandet, regnvand og havenes stigende vandstand. Allerede det fortæller os, at det ikke er muligt at løse problemet med det stigende antal vandskader ved at spærre vandet ude. Vandets Maginotlinje er ikke en mulighed, ligesom den militære linje heller ikke var det i Belgien efter første verdenskrig. For vandet løber ind på os fra undergrunden, fra oven og fra havet.
Det giver store problemer for beboere i byerne og langs de kyster, hvor vandet æder sig ind. Men det er kun overfladen af problemet.
Det egentlige problem, som vandet afslører er, at vi siden industrialismen har opfattet natur og landskab som terræn. Dvs som en topografi, der ved menneskets snilde og teknologi kan beherskes, og som altid vil vige for- og underordne sig homo teknologikus.

Mon ikke man er nødt til at se på forholdet mellem det byggede landskab – byerne og havnene og de naturkræfter, der til stadighed påvirker det, på en anden måde end hidtil, når man nu ikke kan afspærre sig ud af problemerne?

Andre steder i verden, hvor vandet er en mere nærværende betingelse, har man lært at bygge efter forholdene, så skader mindskes, og så det almindelige liv kan foregå så uhindret som muligt, med et minimum af besvær. Huse på pæle, flydende byer, meget temporære bosættelser osv.

Der er i hvert fald to grunde til, at vi må se på samvirket mellem landskabet – både det grønne og det blå – og vores udnyttelse af det. Den ene er at beskytte de samfundsværdier, der er i fare for at blive ødelagt. Men den anden er nok så vigtig: Vi må beskytte landskabets ret til at være landskab, herunder at frembyde besvær for vores udnyttelse af det.

I billedkunsten arbejder man ind imellem med benspænd, både af teknisk og af begrebslig art. Mange af de benspænd kommer fra erkendelsen af, at fysisk materiale gør modstand mod at blive manipuleret. Materialetsmodstand kan bruges som redskab, eller system eller anledning til at et kunstnerisk udtryk får en særlig karakter. Det er en meget gammeldags og stivnet bevidsthed, der insisterer på at fortsætte med en udnyttelse af det ubebyggede landskab efter gamle teknologiske parametre. Og det viser sig igen og igen, at der skal mere og mere til for at fastholde et status quo.
Vandet er måske det benspænd, der skal til, for at vi for alvor får øje på landskabets betydning for bosætningen. En ændret praksis ville i hvert fald få konsekvenser for byernes og landskabets æstetiske udseende. For hvordan ser bygninger ud langs en havn, som er opført med viden om, at de ind imellem står med fødderne i vand? Hvordan ser et havneområde ud, som må regne med skiftende vandstande?
Hvordan ser et landskab ud, som respekterer, at der er steder, der ikke kan bebygges, eller som kun kan bebygges med temporære bebyggelser. Ekspansionen af det bebyggede rum må nok afløses af en tilbagetrækning fra de udsatte arealer. Altså en situation hvor landskabets a priori læses og bliver svaret af et byggeri, som godt ved, at vi lever i dynamiske tider.

Moderniteten er domineret af en dynamisk tanke, som godt ved, at de meste flyder og kan skiftes ud i en dagligt skiftende konstant ændrende situation. Den anden side af det moderne er en statisk teknologisk beherskelsestanke. Den har været dominerende i lang tid, og både samfund og økonomi er indrettet på den stabilitet.

Artikel i bogen "Vandkamp" Akademirådets Landskabsudvalg 2019