Bedstemors vindueskarm

Bedstemors vindueskarm


Bedstemors vindueskarm 1

Det synes at være en uomtvistelig kendsgerning, at byerne over hele kloden skal "blødgøres", så de i stigende grad imødekommer fritidslivets krav om rekreative aktiviteter, fravær af støj, og minimering af trafikale pres. Byen som tankefigur ændrer sig. Det er nok mest i den gamle (vestlige) verden, at overgangen fra det kreative til det rekreative byrum er et diskussionsemne. Men lur mig, om ikke tanken breder sig.
Vi kan hurtigt blive enige om det gode i, at byen ikke udgør en snærende eller farlig ramme for den enkeltes liv, men at den kan imødekomme rigtig mange måder at leve på. Men måske har der med fremvæksten af fritidskulturen bredt sig en utilsigtet forenkling af netop livsmåderne i byen i de senere år. Det ser ud til at livet nu mere end nogensinde er delt op i arbejdsliv og fritidsliv. Overgangene imellem de to livstyper er få og svage. Den mest dominerende er, at arbejdslivet breder sig ind i privatsfæren via mobiltelefoner, mails og iPads med de samme krav om tilgængelighed, som hvis man fysisk sad på sit kontor. Det vil sige: ikke en ny sammenfletning af de to tidsligheder i vores liv, men arbejdslivets erobring af fritidslivet.

Nu er turen kommet til at forsøge en blødgørelse af den mest byagtige by, jeg kan komme i tanker om, nemlig New York. Eller i hvert fald New Yorks historiske kerne Manhattan. For det er i parantes bemærket altid kun de historiske bykerner, der får en "Extreme Makeover". Forstæder og produktionsområder forbigåes, selvom det trods alt stadigvæk er der, vi bruger den største del af vores tid. Signalet her kunne læses således: fritid er højkvalitet, arbejde er dødssygt.


Bedstemors vindueskarm 2

Manhattan har i årevis været præget af trafikkens stadige skiften mellem avenuernes nordsyd bevægelse og gadernes østvest bevægelse, vekslende som et gigantisk relæ med lyskurvenes synkrone skift fra grøn i nordsyd gående retning til grøn for østvest trafikken. Det er et klart byrum med produktivitet, travlhed, transport og høj hastighed som motor og grundlag. Og det er det, som har trukket i alle os, som på et tidspunkt i livet ville bo derovre og være en del af "the beat of town" som det hed i 1980erne.

På Manhattan er det beat under forandring. Fritidskulturen er ganske langsomt ved at finde indpas i "byen uden bænke". Byen åbner sig gradvis for cykelkulturen. Den som tør, kan cykle eller skateboarde i byens gader blandt bilerne. Og på nogle af Avenuerne er der med opstribnnger på kørebanen etableret adskilte baner for cykler og biler. I de mere upåagtede dele af New York - som er de fleste - har cyklen længe været et transportmiddel. Men brandingen af byen som turistmål, får bystyret til at alliere sig med byplanlæggere og reklamefolk med den bløde by som speciale. Det er tilsyneladende en ændring af byrummet, som lige så fuldt henvender sig til verden udenfor, som til de lokale New Yorkere.


Bedstemors vindueskarm 3

Det brandmæssigt bedste bud lige nu på denne udvikling i New York er utvivlsomt den højtliggende park "High Line", skabt af Diller, Renfro and Scofidio på et tidligere jernbanespor i 2. sals højde på vestsiden af Manhattan. Et gennemført smukt, klart og intelligent bud på en bypark, som tager højde for byens ændringer, og som lægger sig smukt i byen hvor den afslører et helt nyt - og for New York - meget tyst rum på bagsiden af bygningerne (Men byen er jo dynamisk, så allerede nu er bygningerne ved investorernes hjælp ved at vende sig mod High Lines grønne bystreg). Det æstetiske greb i projektet er råt, enkelt og direkte - det new yorkerne kalder BOLD. Men den "tender crevice" i byens rum, som High Line gerne skulle være for byens befolkning, er ved at blive kvalt i sin egen succes. Den er ved at få den mest ulykkelige skæbne, noget kunstværk kan få: Den er ved at blive en turistattraktion. På en solskinssøndag står man nu lige så tæt som man gør alle hverdagene i subwayen på vej til arbejde.

På en vis måde er High Lines placering i 2. sals højde symptomatisk for den slags bytiltag. De er ikke snævert vævet sammen med byens liv (som for eksempel Thompkins Square Park er på The Lower East Side). Den er et rekreativt billede, men ikke en egentlig nyfortolkning af sammenhængen mellem arbejde og fritid. Til overmål er der en sceneopbygnng på ruten i 2. sals højde, hvor man kan sidde som i et teater og kigge ned på 8th. Avenues hverdagstrafik, men beskyttet mod dens lyd og lugt af en stor glasplade.


Bedstemors vindueskarm 4

Det helt store fuck-up bliver, når denne rekreative tanke breder sig til Manhattans øvrige byrum. Gaderne i West Chelsea omkring 14. gade, som er High Lines nedre udspring, indrettes med farvet asfalt og blomsterkrukker, så kvarteret efterhånden ligner bedstemors vindueskarm. Tempoet falder drastisk fra travl traven til sløv slentren. Meget langt fra den hårde og herlige dynamik, som byen er kendt for.

Den bløde by er god og nødvendig, så vi kan få plads til at indrette vores liv, som det passer os, ingen tvivl om det. Men det lader til, at der indtil videre kun er en eneste måde at definere dens rumligheder på. Nemlig fritidskonsum og oplevelsesmagelighed. Og man må spørge sig selv, om det er den samme, næsten skandinaviske model, der skal bruges i enhver by uanset dens egenstemning og udgangspunkt. Det er i hvert fald tydeligt for denne blogger, at Manhattan mister noget af sin karakter og dynamik når caffelatten breder sig.

Det ved den skabende undergrund i New York godt. Ligesom den ved, at for meget rekreativitet står i vejen for kreativiteten. Derfor flytter den til Brooklyn. For at finde dynamiske steder, og for at finde en husleje, man kan betale, hvad enten det er til bolig, atelier eller fabrik. Dér cykler man, dér findes community gardens, dér bygger man en bænk, hvis man har brug for en, og etablerer bogkasser på gaden, så folk kan bytte bøger i farten - heldigvis endnu uden brandingens åg på nakken.


Blog i Arkitekten April 2013