Regel nr. 1. - Vi spiser ikke hinanden.

Vi kunne tale om adfærd.

Adfærden er et udtryk for de rum vi hver især besidder, og som vi løbende må tage fra hinanden. Det gælder ikke kun fysisk rum til udfoldelse af sit eget liv efter egne ønsker, men også meningsrum, statusrum, økonomiske rum. Disse rum og utallige andre betinger gensidigt hinanden og modulerer hinanden i forhold til en lokal afgrænsethed/situation. Det sociale rum er uden form, fordi alle de førnævnte rum, som betinger vores omgang med hinanden blandes i forskellige forhold på uoverskuelig vis. Derfor opstår visse regler for gensidigheden som følge af praksis eller reglerne skabes bevidst. Det kunne vi kalde tradition.

Regler kan dog ikke unddrage sig selv at blive inficeret af praksis, af hensigter og følsomheder. Heri ligner det sociale og Kunsten hinanden. Begge fordrer de en tradition som kan regulere ytringer og adfærd. Traditionen manifesterer sig i særlige (omgangs)former der har til hensigt at styre forhandlingen af den enkeltes krav på rum i forhold til de andres krav. I begge tilfælde er forholdet mellem reglen/traditionen og dens overskridelse usikker - og altid lokalt bestemt.

Regel nr. 2. - Der findes rammer omkring adfærden, som ikke kan forhandles lokalt. For ét er den menneskelige, gensidige forhandling i et åbent rum. Et andet er dette rums fysiske former, som kun ændres ved byfornyelse, jordskælv eller epidemier. Visse former er mere adfærdsregulerende end andre. Til formerne hører for eksempel byggeri: huse, vejanlæg, lufthavne, parkeringskældre, storcentre osv. Til at håndtere og formulere bygningernes og byernes rum, så de føles som andet end tvang har vi arkitekturen. Til at håndtere de andre rammer for adfærden har vi stemmeurnen.

Regel nr. 3 - Der findes objekter i det sociale rum, som er medbestemmende for adfærden. De fleste af disse objekter er frembragt af industrier. Ved at besidde objekterne, eller begære at besidde dem, kan vi til stadighed konstruere og omkonstruere os selv. Det fordrer glemsomhed. Jo mere glemsomhed jo bedre for konsumen. Hvis vi overlader materien til de instanser, der har forbrugsforøgelse som plan med den og med adfærden, er vi gået med til, at omgangsformerne kan oversættes til- og overtages af forbrugsmønstre. Til at håndtere dette har vi økonomien.

Antagelse: Der findes objekter, der ikke er frembragt med henblik på besiddelse. Deres værdi kan ikke udelukkende bestemmes af deres evne til at blive opsuget i forbruget. De kan altså ikke håndteres med økonomien alene. Disse objekter tolereres fordi de kan forlene industriens objekter med tyngde, med erindring - med legitimitet som noget mere end varer. Og de kan anvendes modsat den tendens, til rent faktisk at pege på sider i adfærden, som ikke kan gøres til genstand for konsum. Til at håndtere disse objekter og deres forbindelse med adfærden har vi Traditionen. Eller med et andet ord: Viden, som et træk mod glemsomhed. Tradition får derved en anden betydning end den tilvante, avantgardistiske, som må se tradition som stivnede former, fossiler af forgangne tiders bevidsthed.

Citat: "Objekterne indeholder det uendelige" Claude Royet-Journaud

Morten Stræde

Januar 2000

Udgivet i "The catalog of OSLO and the social dexign" af FOS, feb.2000