What you save, I spend
Klistermærke på en stor amerikansk benzinsluger.
Den usynlige energi
Vi er vant til, at energien kommer flydende til os fra mørke huler i jordens indre. Energiens eneste billeder omkring os er teknologiske i form af raffinaderierne, tankbilerne vi overhaler på motorvejen og de mange tankstationer, hvor enhver fornemmelse af energiens materialitet er fjernet. (En af verdens rigeste mænd har tjent sin formue på udsugningsventilen i benzinhanen på tankstationen, som gør, at man ved tankning næppe engang kan lugte brændstoffet.)
Vi har vænnet os til energi som allestedsnærværende, usynlig og næsten metafysisk. I de foregående år har bildesignerne gjort meget for at skjule bilernes udstødningsrør, for at give fornemmelsen af, at de bevæger sig ved guddommelig kraft – den stigende hastigheds metafysik, som den franske filosof Paul Virillio taler om.
Vedvarende dårlig samvittighed
Anderledes med den vedvarende energi. Den er synlig og hørlig i landskabet, over trætoppene på landskabets horisont og nær husene, hvor møllevingespidsernes faren forbi med 350 kilometer i timen, giver en flimren i lyset og en supersonisk hvislende lyd. Den vedvarende energis store folkelige problem udover støjen og lysflimmeret er, at den peger på den enkeltes forbrug, på den traditionelle energis endelighed og på alles ansvar for at ændre den globalt opvarmede fremtid. Vindmøllerne fortæller, at den nødvendige ændring i vores forbrug og livsmåde ikke kan lægges hos teknologien eller politikerne alene. Den kræver at alle ændrer adfærd og holdning til det rum, livet folder sig ud i.
Og dér står vindmøllerne så som bedemøller, og peger på at problemerne langt fra er løst. De minder os om, at vi må ændre vores liv og adfærd radikalt. Det er svært for den enkelte person bestandig at få sin egen utilstrækkelighed udpeget, når man kører på arbejde i bilen for at få sit liv til at hænge sammen tidsmæssigt, og dagligt passerer vindmølleparken med dens mange møller, der ved deres muntre rotation klipper horisonten i stykker – både forhåbningens horisont og den konkrete.
Højteknologien
Man skal ikke genere folk mere end højst nødvendigt. Derfor bliver den vedvarende energis teknologi forsøgt placeret på tyndt befolkede steder. Det sker nok blandt andet ud fra en forestilling om, at usynlighed er værd at stræbe efter, så den vedvarende energi kan ende med den samme immaterielle metafysik, som den fossile.
Sammenknytningen mellem den vedvarende energi og naturen er lige så grundfæstet som sammenhængen mellem landbrugsindustrien og naturen. Måske er det derfor vindmøller og solfangeranlæg altid placeres i det åbne land. Derved stemmer billedet af den vedvarende energi som en særlig naturlig teknologi i nært samspil med sit naturophav. Men billedet passer ikke. Ligesom billedet af landbruget som naturens vogter heller ikke passer længere. En anden og mere radikal måde at placere fremtidens energi i landskabet kunne vriste den snilde energi fri af hjemmestrikket alternativitet, og vise den som det, den er: Højteknologi.
Homo teknologikus
Måske er det tid til at gøre op med den usynliggørelsespolitik som fordeler alt nogenlunde ligeligt, så der overalt i landet er lidt skov, lidt by, lidt vindkraft, lidt motorvej. Fordelingen sker ud fra devisen: Når det ikke er så dominerende, bliver der ikke så mange protester. Tænk hvis vi fremhævede i stedet for at skjule. Øgede kontrasten. Intensiverede byerne. Udfoldede det ubebyggede landskab. Og samlede energiproduktionen i store, klart arkitektonisk placerede ”øer”, hvor den grønne energi kan udvikles, optimeres og hurtigt udskiftes, når teknologien flytter sig.
Der er ikke noget sted i naturen, som er ren natur. Når man kaster sit blik på landskabet sker det gennem en kulturel/teknisk optik. Møllerne optæller vindens blæsen i Megawatt. Solfangere og solceller aftegner landskabets topografi i kæmpemæssige pixels. Og når man kigger op på himlen, ser man ikke et stort uberørt hvælv, men på en blå baggrund jetflyenes hvide linealstreger, som tegner den yderste mentale grænse for Homo Teknologicus. Intet sted er uberørt.
Energien er ikke længere en fjern og metafysisk basis for vores liv. Den er en særdeles nærværende og konkret betingelse. Det nye er nok, at vi skal se den i øjnene og glædes over den og den æstetik, der kommer af den. Ligesom ejeren af den store amerikanerbil, som fornøjes over at brænde benzin af.
Artikel i bogen Danmarks Energilandskaber,
Akademirådets landskabsudvalg Nov 2016