Det aktive byrum – Kreativt eller rekreativt?

Igennem de seneste 10 -15 år er der sket noget afgørende i vores forhold til byerne i Danmark. Vi er igen ved at få en bybevidsthed. Det betyder, at vi mere og mere forstår os selv som byboere. Det betyder også, at byen gradvist bliver billedet på vores forestilling om samfundet. Det er et ret stort ryk i bevidsthed på meget få år.
Måske er det den gradvise tømning af landbrugslandet for befolkning, eller måske er det netop fordi der er så stor forskel på billedet af landbrugslandet og virkeligheden derude, at vi igen har gjort byen - det byggede rum, det kulturelle rum - til det væsentligste knudepunkt i vores sameksistens med hinanden. Byen har overtaget rollen fra landet som model for vores tilværelse.
Samtidig er der væsentlige ændringer i ligevægten mellem produktion og rekreation i mange byer. Det foregår især i den vestlige verden, og måske primært i Skandinavien. Byrummene nærmer sig en blanding af turisme og oplevelsesøkonomi, som både er udsigtsløs, og kvælende for fornyelse. Derfor kan der være et behov for at se nærmere på, om de rum der ikke opfylder kravene om borgernærhed, kropsnærhed og oplevelsemæssig intensitet, kan tilføres en kvalitet som i højere grad tilgodeser produktiviteten. Som hæver den æstetiske og dermed adfærdsmæssige kvalitet, således at kvalitet i oplevelse og adfærd også kan gælde i de rum, der er præget af trafik og produktion, som er organiserede efter industrielle standarder. Eller som simpelthen er for sparsomt befolkede til at en blød, kropsnær rekreativ stemning kan indfinde sig. Og alt andet lige er det nok den største del af byrummene, der er indrettet efter effektiv transport og produktion, hvis man ser på udstrækning. I alt fald skal man aldrig ret langt uden for de historiske bykerner, før oplevelseshastigheden stiger fra flanørens 3 km t. til bilens ca. 50 km t.

Det tyder på, at der er sket en ubevidst opdeling af fænomenet by i to dele. Den ene del bliver opfattet som den egentlige by. Det er den del af byen, der kan opleves i langsomt tempo, og hvor røg, støj og møg stort set er fraværende. Den anden del er den uegentlige by, nemlig den by, der ikke kan tilbyde rekreation og rigdom på oplevelser, men som er præget af industri og transport og hastighed. På forunderlig vis er netop den del af bylivet, som danner den økonomiske base for pausen i solen, forvist fra vores bevidsthed – nærmest fortrængt og placeret i byernes udkanter.
Samtidig er det offentlige rum under forandring. Det er ikke længere primært præget af produktion, men af rekreation. Hvor brugen af det fælles byrum tidligere var domineret af, at folk havde ærinder og arbejde, som drev dem igennem byen, har fritidskulturen gradvist overtaget byrummets dynamik, og reduceret den til en forbrugerisk slentren. Somme tider til et punkt, hvor man må tænke: Er der slet ikke nogen, der skal bestille noget længere?
For nylig blev man i Danmark mere velhavende ved at sove, end ved at arbejde på grund af husprisernes himmelflugt. Det gjorde for en tid arbejde til en uheldig bi-omstændighed ved tilværelsen.

Kravet til byen i vore dage er at den skal være mere by. For vi har stadig en trang til kropslig, stoflig og mangesidig oplevelse af rummet omkring os. En oplevelse vi fik tilfredsstillet i naturen før i tiden, men som er afløst af det kulturelle rums mange facetter. Med det følger et både bevidst og ubevidst krav om kvalitet og oplevelsesrigdom i byens rum. Det skal man ikke klage over, hverken som borger, som arkitekt eller som kunstner med det offentlige rum som en vigtig del af sit arbejdsfelt. For det er jo netop intensitet, kvalitet og tæthed, vi alle rejser ud for at opleve på ferier til Rom, New York eller London.
I kampen om borgerne – for at at undgå truslen om at blive en ufrivillig del af udkantsdanmark, konkurrerede byer med respekt for sig selv herhjemme for ti femten år siden på sportshaller. Siden blev det indkøbscentre, der skulle trække tilflyttere til, for så at blive kulturhuse. Og det seneste bud på kvalitet i en by er netop det offentlige rum. Byerne renoverer sine pladsrum og omleder trafik, så det civile liv kan få bedre rammer at udfolde sig i. Men det produktive- og det rekreative rum bliver ofte adskilt i den proces.
Det er en almindelig antagelse, at gode byrum tiltrækker ressourcestærke mennesker med højt skattebidrag, at byrummene kan medvirke til at fremme handelsliv og forbrug, og højnelse af den kulturelle mangfoldighed. Ifølge den logik er der ingen grænse for mængden af aktiviteter i byrummet, både de stationære aktiviteter så som etableringen af pladser, renovering af gader, opsætning af skulpturer og springvand, og de flygtige tiltag i form af festivaler, sportsarrangementer, gadegøgl, torvedage og levende musik.
Vi burde altså allesammen være glade. Politikerne for udsigten til velstand og fremgang, borgerne for et oplevelsesrigt byrum og kunstnerne og arkitekterne for arbejdsmuligheder. Og hvorfor er det så, at der indsniger sig et MEN i lovsangen? Hvor utaknemmelige kan vi være. Nu har vi endelig fået de intense byrum, vi har sukket efter - nu sker der noget - og gradvis erstattes glæden af den fornemmelse, at pendulet er svinget for langt ud til aktivitetsssiden.
Det jo netop for at opleve den enorme dynamik, der kommer af utallige menneskers målrettede ture igennem byen, at vi rejser til storbyer som New York, London og Berlin. Vi nyder som turister at sidde på caféen og betragte tummelen som følger af de mange menneskers arbejde, transport og ærinder. Men der opstår et problem, når vi gør det samme i vores egen by. For vi kan ikke alle sidde og kigge på hinanden. Det er efterhånden en automatreaktion, at man foreslår bilerne fjernet og bænke opsat snart sagt overalt. For bilerne sviner og støjer. Men de er samtidig billedet på den produktive dynamik.

De seneste mange år har det været god latin, at byen skulle menneskeliggøres. Der var tidligere for stor opmærksomhed på byen som ”produktionsoffentlighed”. Det vil sige, at byen indtil omkring midten af 1970erne først og fremmest var en ramme om arbejde, og ikke et rum til afslapning.
Heraf fulgte udvidelse af vejene på pladsernes bekostning. Som for eksempel Dantes plads i København, som er reduceret til en lille udvækst på en 8 sporet motorvej.
Byrummet har tillige været en kampzone for samfundets forskellige, ind imellem modsat rettede, kræfter. For gaden og pladserne har udgjort de få fælles rum, som var åbne idet man passerede igennem dem fra lejekaserne til fabrik eller skole. Ikke for intet hedder adfærden i det ustyrlige offentlige rum i det tidlige 20 århundrede ”gadens parlament”, når den får en politisk retning. For gaden og pladsen var det eneste rum, som ikke omsluttede individet og regulerede dets adfærd. Haussmans avenuer i Paris er netop ”skydebaner” hvormed man med artilleri kan beherske den sidste ustyrlighed i byens rum.

Med menneskeliggørelsen af byrummet er en række dogmer dukket op omkring betragtningen af det. I takt med den stigende fritid og mulighed for privat forbrug, har vi fået bevidsthed om at byrummet tilhører den enkelte. Det gælder når man arbejder og ikke mindst i fritiden. Produktionens uheldige forudsætninger så som bilerne, baggårdsfabrikkerne, røgen, støjen og møget, som dominerede bybilledet, er blevet fjernet, så det private, rekreative liv har kunnet få bedre betingelser. Og gradvis breder den nye forestilling sig, at byen først og fremmest er en imødekommende ramme om fritidslivet. De mest succesrige beskrivelser af bystrategier går sagt og usagt ud fra betragterens position – den flanør, som Baudelaire, Walther Benjamin og Robert Walser besynger i starten af 1900 tallet. Ifølge de beskrivelser skal vi ikke haste afsted på arbejde. Vi skal spadsere i solen og se på livet.
Det er en både smuk og nyttig betragtning, når byerne skal ændre deres ansigt. For der er stadig utallige (stor)byer, der endnu behøver en opblødning til gavn for det uproduktive liv. Men forestillingen om det rekreative byrum rummer et par uomtalte svagheder, som viser sig så snart man arbejder med byrum i byer under en vis størrelse. Eller med rum som ikke i sig selv rummer oplevelsesmæssige kvaliteter, der kan bringes til udfoldelse.
Det rekreative byrum lever af det omkringliggende produktionsrum, og den dynamik, dette skaber omkring oasen af solvarme bænke. Det rekreative byrum kræver, at byen har en vis størrelse. Både fordi det omkringliggende dynamiske arbejdsliv må have en vis størrelse, for at der er noget at se på. Og fordi det rekreative byrum altid er knyttet tæt sammen med forbrug. Der skal kort sagt være noget at bruge penge på i det rekreative rum. Og hvis byen ikke er stor nok, er der ikke økonomisk grundlag for cafeen og livsstilsbutikkerne som skal fastholde publikum.
Det omkringliggende arbejdsliv må have en vis størrelse, ikke mindst fordi størstedelen af produktionen nu om dage foregår indendørs, er forlagt til forstæderne, eller til 3. verdens lande.
Men hvad sker der med de byer, der ikke har den fornødne størrelse til at drive et rekreativt byrum? For det er sikkert som amen i kirken, at forslaget om café og kunstgalleri dukker op, når talen er om hvad man skal fylde et nyt byrum med i en mindre by. Og hvad sker der med de rum, som ikke ligger godt i forhold til solen, i nærhed til bygninger og parker med stor herlighedsværdi, eller som ikke har en menneskelig skala – dvs. er for store til at hyggen indfinder sig.

Den russiske komponist Igor Stravinsky skrev i sin lille bog ”Musikalsk poetik” fra en gang i halvtredserne, at når vi når dertil, at musik er tilgængelig overalt og hele tiden, vil ingen længere høre efter. Musikken vil blive baggrundsstøj på linie med trafikstøj eller vindens susen. Og det er måske dér vi er nået til. De mange rekreative arrangementer i byen viser, at der åbenbart ikke er ende på trangen til at blive underholdt. Det må bare ikke engagere. Den primære funktion er at adsprede. Og det er nok desværre det ord ”adspredelse”, der bedst dækker arbejdsgrundlaget for aktiviteter i byrummet lige nu.

Hvordan kan vi rejse et nyt byrum, der tager hensyn til såvel den almindelige rekreative trang til at sidde på bænken i solen, og til at imødekomme produktionslivet med dets mange krav til effektivitet, hastighed, transport osv. I de tidligere modeller for byens rum er der tale om to modsætninger. Arbejdsliv og oplevelsesrigdom i byrummet har ikke kunnet forenes.
Vi kender det rekreative byrum rigtig godt. Men måske kunne man arbejde på at genfinde en bedre balance mellem det rekreative- og det produktive byrum.
I strategien for et nyt byrum, må såvel arkitekturen, landskabsarkitekturen og billedkunsten indgå for at sikre stærke, robuste og intense rum. Social adfærd alene gør det ikke. For netop det socialt fyldte rum er næsten umuligt at opnå alle andre steder end netop i bykernerne på større og store byer. Måske er det netop når byrummets indretning og den offentlige kunsts produktion står skarpt op imod et arbejdsliv og et produktionsliv, at gnisterne kan fyge.

På samme måde som en skov besidder herlighed endda uden at der er nogen ude for at ”bruge den” (Det var kun Dan Turell, der som ung angiveligt troede, at man skulle smide en 25 øre i et møntindkast for at få skoven til at virke), må de gaderum og pladsdannelser, der skal danne en kvalitativ ramme om produktionslivet besidde æstetisk overskud også i de store dele af en dag, hvor det kun er pakkekuréren og cykelbudet der passerer.

Der tales meget om at vi skal være dynamiske, innovative og fremtidsorienterede. Det skulle gerne kunne ses i byens rum så enhver tilrejsende kan få øje på det, ikke mindst i hovedstaden.
Vi skal være glade for, at det er så forholdsvis let at få almindelige mennesker ned på gaden til aktiviteter i det offentlige rum, for borgerne er og bliver grundlaget for byens liv. Men det er en hårfin balance. Måske kunne vi finde en bedre balance mellem kreativitet og rekreativitet, så byens dynamik stiger og vi får fortalt hinanden og vores omverden, at innovation og arbejde ikke er en uheldig biomstændighed, men en lystfyldt og intens del af tilværelsen.

Morten Stræde, August 2012