Landskabet under forvandling

Landskab: alene ordet viser hvad det er vi traditionelt forstår ved det. Det er det ubebyggede, eller i hvert fald sparsomt bebyggede land, der ligger rundt om byerne, og som indeholder både det topografiske landskab, det produktive landskab og sågar havområderne, som omkranser landet. I første omgang er det vel en æstetisk kategori. Når vi taler om landskab, menes ofte udsigten. den måde landet topografisk folder sig på for vort blik. Og den måde hvorpå disse topografiske foldninger griber fat i vores egen hukommelse, og i den fælles erindring, som den ses udfoldet i billeder, litteratur og anden bevidsthedsproduktion.

Vi ser altså ikke udelukkende ud over landskabet. Vi ser i lige så høj grad ind i vores egne mentale landskab. Spejlingen mellem disse to ”udsigter” giver afsæt til ideologi og almindelige personlige preferencer.

Landskabet er ikke en neutral ramme om vores liv. Et ur-landskab, som vi er sat i, og som frembyder den modstand, der er bevidsthedsskabende for det fælles, og for den enkelte.
Landskabet er en dynamisk mod og medspiller. Et rum som med sine stedsspecifikke karakteristika som fx. regn, blæst, jordbund, bevoksning osv. påvirker vores handlinger og tanker. I sin tur påvirkes landskabet tilbage af disse tanker og handlinger. I de seneste årtier endda i et omfang, som næsten har naturkatastrofisk skala.

Med de industrielle teknologier, er ”samtalen” mellem landskabet og bevidstheden mere blevet en monolog. Gamle Karl Marx talte om, at historiens drivkraft bla. handlede om menneskets herredømme over naturen. I 1840 har det sikkert været en næsten utopisk tanke, at mennesket skulle kunne dominere og ensidigt forme naturen omkring det. Men her 170 år efter er det nærmest blevet almindelig virkelighed.

Maskinel og kemisk overmagt præger nu vort forhold til landskabet. Marx'es gamle dictum om menneskets beherskelse af naturen er blevet opfyldt. I hvert fald så længe vi taler om det produktive landskab, og ikke medtager de tilbageslag naturen frembringer i form af ekstremt vejr, naturkatastrofer osv.

Og alligevel er det billede, der stadig præger vores landskabsopfattelse det billede, som blev grundlagt i 1840 1880erne, hvor Danmark oplevede en massiv indvandring fra land til by, og hvor en stor del af landskabet endnu ikke var blevet inddraget til produktion, men så i dvale som uudnyttede og ofte også uudnyttelige pauser i landskabet. det er den højt besungne guldalder i danmark, den periode, hvor ”storken sidder på bondens tag”, og hvor netop bondelandet blev genstand for en massiv propaganda ikke mindst fra billedkunstnerne, som i landskabet og den befolkning, som endnu på det tidspunkt levede et liv på landskabets præmisser. Guldalderbillederne rummer ofte lige dele oprindelighedsmyte (at landskabet og livet i det e tætter på vores menneskelige udspring, end byen med dens fremmedgjorthed og kulturelle overflade.) og besyngelse af den gryende beherskelse af naturen til gavn for samfundet.

Det er for så vidt godt nok, for der bestod en sammenhæng mellem de faktiske forhold, som de udspillede sig derude (landskabet blev forandret, mere jord blev lagt om til landbrugsjord. våde og tørre områder som før var ubrugelige, blev med nye teknologier dyrkelige.) og den ideologi, som var tværsummen af bestræbelserne.

Vi står måske i en lige så radikal situation i disse år. Der er en massiv afvandring fra landet til byerne. Teknologien muliggør at fødevareproduktion – som trods alt stadigvæk er hovedmålet for betvingelsens af landskabet – kan varetages af så få nemmesker, at det sociale live på landet uddør. Det er svært at holde gang i en fodboldklub, hvis man ikke kan stille med 11 mand.
Og her kæntrer forholdet mellem de faktiske, nutidige forhold på landet, og den ideologi og den selvforståelse, som endnu findes i hovederne på os alle sammen: Nemlig at ”der var så dejligt ude på landet”, med gåsen tøjret i grøftekanten, geden på taget af hønsehuset og et stort folkeliv.

Hvis ikke denne gammeldagse opfattelse af landet og af landskabet nærmest har skadelige effekter på grundvand, dyreliv og den slags, kunne vi være ligeglade, og gå rundt og lulle os ind i, at alt er godt.
Men når planlægningen af landskabets udvikling ikke har samme skala som udnyttelsen af dets ressourcer, ender det hele i forarmelse af landskabet både hvad angår de rumlige kvaliteter, artsmæsigt og i sidste ende en forarmelse af landskabet for de mennesker, der endnu bor derude. Hvorfor finder de sig i nedlægning af læhegn langs markerne i en grad, så huse og gårde ender med at ligge som små, forblæste heller på nogle enorme umarkerede flader?

Vi bliver nødt til at se på landskabet med samme skala som udnyttelsen af landskabet bruger. det er ikke nok at frede dette eller hine vandløb eller ås. Vi bliver nødt til at se landskabet som et meget tæt væv af betydninger og gensidige indflydelser. Hvor både det produktive, det rekreative og det ”transportmæssige” landskab flettes sammen. I Danmark har vi stort set ingen steder, som er ren natur. De fleste steder har på et eller andet tidspunkt været dyrket, rettet til, justeret, skovet eller udsat for andre menneskelige aktiviteter. Derfor må vi se på landskabet som et stort kulturelt billede. Og vi må tænke grundigt over, hvilket landskabsbillede vi ønsker, og som kan tilgodese både produktion, rekreation og bæredygtighed.

Vores trafikvaner har ændret sig radikalt i de seneste tyve år. alle er blevet mere mobile. Det er ikke usædvanligt at køre 75 km hver vej, hver dag ofr at komme på arbejde. Hastigheden hvormed vi bevæger og igennem landskabet er høj. med et gennemsnit på vel omkring 60 kmt. bevæger vi os afsted. Landskabet opleves gennem bilens forrude. AirCon'en er tændt. der er installeret pollenfilter. parfume kan tilsættes blæserluften, hvis hørmen fra gyllespredningen bliver for kras. Der er altså langt fra homo automobilis til landskabet. Det reduceres til en film på bilens forrude. Alle andre sensoriske påvirkninger, som man med en mindre hastighed udsættes for når men til eksempel cykler eller går, er væk. Dyrelivet holder sig på afstand af vejene med deres støj o g lyspåvirkninger. Det eneste dyr man ser, er det, som ligger kørt over reduceret til tatar med pels.

Det kan vi godt klage over. Hvorfor har vi kke længere til til at slentre gennem naturen og landskabet og opleve den store diversitet. Men der er intet at gøre. Landskabet er allerede blevet justeret til højindustriel produktion på den ene side, og tilpasset en oplevelseshastighed på 60 kmt. på den anden side.

Derfor er vi nødt til at gribe fat i misforholdet mellem den gamle, endnu virkende, landskabsopfattelse, og d´forholdene som de ser ud derude. Vi må forsøge at finde et nyt billede, som kan være lige så rummeligt som det gamle.

Juli 2012