Morten Stræde
Billedhugger
Jacob Wamberg: Tale ved åbningen
Landskabet under forvandling

Landskabet under forvandling 1

Vores trafikvaner har ændret sig radikalt i de seneste tyve år. Alle er blevet mere mobile. Det er ikke usædvanligt at køre 75 km hver vej, hver dag for at komme på arbejde. Med et gennemsnit på omkring 60 km t. bevæger vi os igennem landskabet. Det opleves gennem bilens forrude. AirCon'en er tændt. Der er installeret pollenfilter. Parfume kan tilsættes blæserluften, hvis hørmen fra gyllespredningen bliver for kras. En svag summen fra bilens dæk er eneste lydkulisse udefra. Der er altså stor afstand mellem homo automobilis og landskabet derude. Det reduceres til en film på bilens forrude. Alle andre sansepåvirkninger, som man med en mindre hastighed udsættes for, når man for eksempel cykler eller går, er væk. Dyrelivet holder sig på afstand af vejene med deres støj og lyspåvirkninger. De eneste dyr man ser, er dem som ligger kørt over, reduceret til tatar med pels.

Det kan vi godt klage over. Hvorfor har vi ikke længere tid til at slentre gennem naturen og landskabet og opleve den store diversitet? Men der er intet at gøre. Landskabet er allerede blevet justeret til højindustriel produktion på den ene side, og tilpasset en oplevelseshastighed på 60 km t. på den anden side. Derfor er vi nødt til at gribe fat i misforholdet mellem den gamle, endnu virkende, landskabsopfattelse, og forholdene som de ser ud derude. Bybevidstheden har sat sig igennem i vores syn på landskabet. Det er svært at tænke sig et landskab som udelukkende ligger der for sin egen skyld. Som ikke skal iværksættes af stier og kondiredskaber, eller af standere med information om alt det, den forventningsfulde forbruger kan vente sig ved at indtage netop dette landskabsprodukt. Men det er forsøget værd at finde et nyt billede, som kan være lige så rummeligt og dynamisk som det gamle.

 

Landskabet under forvandling 2

Landskab: alene ordet viser hvad det er vi traditionelt forstår ved det. Det er det ubebyggede, eller i hvert fald sparsomt bebyggede land, der ligger rundt om byerne, og som indeholder både det topografiske landskab, det produktive landskab og sågar havområderne, som omkranser landet. I første omgang er det vel en æstetisk kategori. Når man taler om landskab, menes ofte udsigten. Altså den måde landet topografisk folder sig på for vort blik. Og den måde hvorpå disse topografiske foldninger griber fat i vores egen hukommelse, og i den fælles erindring, som den ses udfoldet i billeder, litteratur og anden bevidsthedsproduktion.

Man ser altså ikke udelukkende ud over landskabet. Man ser i lige så høj grad ind i sit egne mentale landskab. Spejlingen mellem disse to ”udsigter” giver afsæt til både ideologi og almindelige personlige preferencer. Landskabet er ikke en neutral ramme om vores liv. Et ur-landskab, som vi er sat i, og som frembyder den modstand, der er bevidsthedsskabende for det fælles, og for den enkelte. Landskabet er en dynamisk mod- og medspiller. Et rum som med sine stedsspecifikke karakteristika som fx. regn, blæst, jordbund, bevoksning osv. påvirker handlinger og tanker. I sin tur påvirkes landskabet tilbage af disse tanker og handlinger. I de seneste årtier endda i et omfang, som næsten har naturkatastrofisk skala.

 

Landskabet under forvandling 3

Med de industrielle teknologier, er ”samtalen” mellem landskabet og bevidstheden mere blevet en monolog. Gamle Karl Marx talte om, at historiens drivkraft bla. handlede om menneskets herredømme over naturen. I 1840 har det sikkert været en næsten utopisk tanke, at mennesket skulle kunne dominere og ensidigt forme naturen omkring det. Men her 170 år efter er det nærmest blevet almindelig virkelighed. Maskinel og kemisk overmagt præger nu vort forhold til landskabet. Det gamle dictum om menneskets beherskelse af naturen er blevet opfyldt. I hvert fald så længe vi taler om det produktive landskab, og ikke medtager de tilbageslag naturen frembringer i form af ekstremt vejr, naturkatastrofer osv. Og alligevel er det billede, der stadig præger landskabsopfattelsen, det billede som blev grundlagt i 1840 -1880erne, hvor Danmark oplevede en massiv afvandring fra land til by, og hvor en stor del af landskabet endnu ikke var blevet inddraget til produktion, men lå i dvale som uudnyttede og ofte også uudnyttelige pauser i landskabet. Landskabet blev forandret i den periode, mere jord blev lagt om til landbrugsjord. Våde og tørre områder som før var ubrugelige, blev med nye teknologier dyrkelige. Så der opstod en sammenhæng mellem de faktiske forhold, som de udspillede sig derude og den ideologi, som var tværsummen af bestræbelserne.

Det er den højt besungne guldalder i Danmark, den periode hvor ”storken sidder på bondens tag”, og hvor netop bondelandet blev genstand for en massiv propaganda ikke mindst fra billedkunstnerne, som i landskabet og den befolkning, som endnu på det tidspunkt levede et liv på landskabets præmisser, så en oprindelig befolkning og en ubesmittet livsform. Guldalderbillederne rummer ofte lige dele oprindelighedsmyte (Ifølge hvilken landskabet og livet i det er tættere på det menneskelige udspring, end byen er med dens fremmedgjorthed og kulturelle overflade.) og besyngelse af den tiltagende beherskelse af naturen til gavn for samfundet. Typisk er det ikke det øde landskab, der oftest bliver beskrevet. Det er et landskab befolket af flittige mennesker, eller et øde landskab, som i det mindste tydeligt bærer spor af at blive dyrket.

 

Landskabet under forvandling 4

Vi står måske i en lige så radikal situation i disse år. Der er igen en stor afvandring fra landet til byerne. Teknologien muliggør at fødevareproduktion - som trods alt stadigvæk er hovedmålet for betvingelsen af landskabet - kan varetages af så få mennesker, at det sociale liv på landet er i fare for at uddø. Det er svært at holde gang i en fodboldklub, hvis man ikke kan stille med 11 mand. Og her kæntrer forholdet mellem de faktiske, nutidige forhold på landet, og den ideologi og den selvforståelse, som endnu findes i hovederne på os alle sammen: Nemlig at ”der var så dejligt ude på landet”, med gåsen tøjret i grøftekanten, geden på taget af hønsehuset og et stort folkeliv.

Hvis ikke denne gammeldags opfattelse af landet og af landskabet havde skadelige effekter på grundvand, dyreliv og den slags, fordi den er mned til at forhindre nytænkning, kunne vi være ligeglade, og gå rundt og lulle os ind i at alt er godt. Men når planlægningen af landskabets udvikling ikke har samme skala som udnyttelsen af dets ressourcer, ender det hele i forarmelse af landskabet både hvad angår de rumlige kvaliteter, artsmæssigt og i sidste ende en forarmelse af landskabet for de mennesker, der endnu bor derude. Hvorfor finder man sig for eksempel på landet i nedlægning af læhegn langs markerne i en grad, så huse og gårde ender med at ligge som små, forblæste legoklodser på nogle enorme umarkerede flader?

 

Landskabet under forvandling 5

Vi bliver nødt til at se på landskabet med den samme skala som udnyttelsen af landskabet bruger. Det er ikke nok at frede dette eller hine vandløb eller dalstrøg. Vi bliver nødt til at se landskabet i den store skala som et meget tæt væv af betydninger og gensidige indflydelser. Hvor både det produktive, det rekreative og det ”transportmæssige” landskab flettes sammen. I Danmark har vi stort set ingen steder, som er ren natur. De fleste steder har på et eller andet tidspunkt været dyrket, rettet til, justeret, skovet eller udsat for andre menneskelige aktiviteter. Derfor må vi se på landskabet som et stort kulturelt billede. Og vi må tænke grundigt over, hvilket landskabsbillede vi ønsker, som både kan tilgodese produktion, rekreation og bæredygtighed.

 

Blogindlæg på arkfo.dk september 2012

TILBAGE
ENGLISH